
”Vil du arbejde med fondsdrift, analyse og partnerskaber og samtidig være med til at udvikle Villum Fondens europæiske engagement?”
Sådan lyder den indledende tekst på et aktuelt jobopslag fra Villum Fonden, som søger en fondsrådgiver, der blandt andet skal have fokus på Europa.
Villum Fonden, der sidste år uddelte mere end 1,8 milliarder kroner primært til teknisk og naturvidenskabelig forskning, har nemlig i stigende grad blikket rettet mod projekter, hvor der kan bindes bånd mellem Danmark og de øvrige europæiske lande.
Ansættelsen af den nye rådgiver sker i forlængelse af, at fonden tidligere i år præsenterede en opdateret uddelingsstrategi frem mod 2030, hvor Europa er blevet et egentligt strategisk tema.
”Danmark er ikke er en isoleret ø. Vi er derimod – som bestyrelsen talte om i forbindelse med en opdatering af strategien – en del af et Europa, og de store samfundsudfordringer, vi ser i Danmark i dag, kræver løsninger på tværs af landegrænser i Europa. Samtidig har vi en bekymring for den geopolitiske udvikling og det faktum, at demokratierne i flere europæiske lande er under pres,” siger direktør i Villum Fonden Lars Bo Nielsen om baggrunden for strategiopdateringen.
Støtte til initiativer i Polen og Tyskland
Ifølge Lars Bo Nielsen, der kom til Villum Fonden i august 2024 fra en stilling som direktør for Lægemiddelstyrelsen og før da var dekan og professor på Aarhus Universitet, er omdrejningspunktet for ét af benene i det europæiske fokus kunst og kultur.
”Det er ikke nyt, at vi støtter kulturinstitutioner og den fælles kulturarv, og det bør inkludere en fælles europæisk kulturarv. Vi vil derfor gerne støtte kulturinstitutioner, som symboliserer den europæiske sammenhængskraft og fælles historie – den type af kulturarv, som binder os sammen,” siger Lars Bo Nielsen.
Vi vil fortsat gerne støtte forskning og innovation i Danmark, men vil også gerne prøve at nudge de danske forskere og forskningsmiljøer, vi støtter, i retning af se nye muligheder for samarbejder i Europa
Lars Bo Nielsen – Direktør, Villum Fonden
Han nævner, at Villum Fonden for eksempel for nylig har støttet en modernisering af Warszawas Oprørsmuseum og en renovering af statsrådsbygningen i Berlin, hvor den østtyske regering holdt til, og som nu blandt andet huser en business school, der arbejder med demokrati.
”En anden vigtig driver for vores europæiske fokus er behovet for, at vi bliver bedre til at skabe virksomheder med afsæt i den videnskabelige og tekniske grundforskning, som vi er stærke på, og herigennem er med til at styrke det indre marked som fundament for vores demokrati. Vi vil fortsat gerne støtte forskning og innovation i Danmark, men vil også gerne prøve at nudge de danske forskere og forskningsmiljøer, vi støtter, i retning af se nye muligheder for samarbejder i Europa. Vi vil for eksempel gerne medvirke til, at de dygtigste danske forskere – hvis det er relevant – påtager sig ledelsesroller i det europæiske forskningssystem,” siger Lars Bo Nielsen.
Han tilføjer, at mange af de danske forskere allerede har et europæisk fokus.
”Så i mange tilfælde vil det være en åben dør, vi banker ind,” lyder forventningen fra Villum Fondens direktør.
Som eksempel på et støttet projekt inden for innovation nævner han fondens støtte til den grønne omstilling i det byggede miljø.
”Sidste år meldte vi ud, at intentionen er at give en milliard kroner til dette område over de næste 10 år, og i forbindelse med det initiativ er der etableret et partnerskab mellem fire danske universiteter og det tekniske universitet ETH Zürich, som er førende i verden inden for området. Dermed kan vi være med til at skabe en international dimension og samtidig højne det videnskabelige niveau,” forklarer Lars Bo Nielsen.
Fokus på en fri og kritisk presse
Det tredje ben i Europa-strategien handler om Europas ungdom og deres kompetencer.
”Gennem en årrække har vi støttet sociale projekter i Central- og Østeuropa. De senere år har vi udvidet støtten til Italien og Frankrig og i højere grad målrettet den erhvervsuddannelserne, hvor man udvikler nye initiativer for uddannelse af blandt andre socialt udsatte unge og giver unge kompetencer inden for grøn omstilling og det digitale felt,” forklarer Lars Bo Nielsen.
Mens der ikke er meget nyt under solen i fondens europæiske uddannelsesfokus, er strategiens fjerde ben helt nyt.
”Vi eksperimenterer i øjeblikket og ser på, hvordan vi som fond kan understøtte den demokratiske sammenhængskraft i Europa. Her er vores fokus blandt andet på misinformation og det fortsatte behov for en fri og kritisk presse. Kan vi gøre noget for at støtte det område? Kan vi udvide kendskabet til det indre marked, så det ses som noget, der er i borgernes interesse? Og kan vi medvirke til at give videnskaben en tydeligere stemme?” spørger fondsdirektøren.
Og så er der faktisk også et femte ben omhandlende Ukraine. Her støtter fonden nødhjælpsindsatserne, og det er der ingen planer om at drosle ned på, så længe der er brug for hjælpen.
”Forhåbentlig kan et velfungerende og fredeligt Ukraine på sigt blive en integreret del af Europa, og det vil vi gerne bidrage til,” siger Lars Bo Nielsen.
Fokuserer indsatsen
På spørgsmålet om, hvorfor Villum Fondens fokus frem til 2030 ”kun” er på Europa og ikke også på den verden, der ligger udenfor de europæiske grænser, siger Lars Bo Nielsen:
”I forvejen kan impacten og den systemiske effekt af vores støtte være begrænset, når vi støtter initiativer i et Europa, hvor der i EU-landene bor 450 millioner mennesker. Skulle støtten skaleres til hele verden, ville effekten blive for begrænset. Det er et spørgsmål om at fokusere vores indsats, men det handler også om, at vi er et relativt lille sekretariat med 25 mennesker, som skal dele 1,5 milliarder kroner ud hvert år,” pointerer han.
Normalt, når man formulerer en ny strategisk målsætning, putter man en masse penge i, men det her er snarere et forsøg på at sige, at Europa i højere grad er en del af fondens bevidsthed og også skal være en del af vores bevillingsmodtageres bevidsthed
Lars Bo Nielsen – Direktør, Villum Fonden
Blev det besluttet også at rette fokus mod verden udenfor Europa, ville det ifølge Lars Bo Nielsen være nødvendigt med ”helt andre administrative kompetencer”.
”Dermed ville vi komme til at bruge penge på dét fremfor på filantropi. I forvejen er det en stor mundfuld at finde ud af, hvordan vi skal agere for reelt at gøre en forskel i Europa,” erkender han.
Præcis hvor stor en forskel, fondens støtte til diverse initiativer kommer til at gøre, er straks sværere at gøre op.
”Vi er indforståede med, at det kan være svært at måle den endelig impact af vores indsats, men hvis alle bruger dét som begrundelse for at holde igen, sker der ingenting. Vi håber, at vi som en del af fondssektoren kan gøre en forskel inden for grundforskning, innovation, borgernes deltagelse i demokrati og den frie presse. Vi vil udveksle erfaringer med andre europæiske fonde, og vi taler også med de andre danske fonde, som har et europæisk engagement – alt sammen for at blive så skarpe som muligt på, hvordan vi får det maksimale ud af vores strategiske fokus på Europa,” siger Lars Bo Nielsen.
Fortsat 15-20 procent til Europa
Ud af de 1,82 milliarder kroner, Villum Fonden sidste år delte ud, tilfaldt knap 1,2 milliarder kroner teknisk og naturvidenskabelig forskning. Området ’Unge og uddannelse i Europa’ modtog i alt 150 millioner kroner.
Ifølge Lars Bo Nielsen er der trods det øgede strategiske fokus på Europa ikke tale om en omkalfatring af fondens donationsprofil.
”De senere år er 15-20 procent af vores donationer gået til europæiske initiativer, og forventningen er, at vi også i de kommende år vil have en fordeling på nogenlunde samme niveau, det vil sige, at 15-20 procent af vores penge forventeligt går til Europa og resten til Danmark. Normalt, når man formulerer en ny strategisk målsætning, putter man en masse penge i, men det her er snarere et forsøg på at sige, at Europa i højere grad er en del af fondens bevidsthed og også skal være en del af vores bevillingsmodtageres bevidsthed,” siger han.
Rent organisatorisk kommer der heller ikke til at ske voldsomme ændringer i sekretariatet i Søborg.
”Vi kommer ikke til at lave en europæisk enhed i fondens sekretariat. Den nye Europa-medarbejder, vi ansætter, skal sidde i det team, der arbejder med kultur under ledelse af uddelings- og analysechef Mette Lindgaard. Det er også Mette, som står i spidsen for at afsøge relevante demokratiindsatser i Europa,” forklarer han.
Der er ansøgningsfrist til fondsrådgiverstillingen med fokus blandt andet på Europa den 22. november.


